Månedens fortæller marts 2015

Månedens fortæller marts 2015 er Brita Haugen

Hvorfor blev du fortæller?
Jeg var så heldig at høre mundtlig fortælling allerede som barn. Fortællingerne blev en nødvendig del af mit liv. Derfor blev jeg fortæller.

Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?
Mundtlig fortælling er dialogisk, inkluderende. Skaber nærvær og fællesskab. Når du fortæller, opdager du altid nyt i den “gamle” historie.

Hvornår fik du interesse for mundtlig fortælling?
Min interesse begyndte som sagt allerede som barn. Som 14-årig var jeg heldig at komme i et miljø, hvor vi lærte fortællingerne ’by heart’. Derefter begyndte jeg at fortælle for andre. Interessen har holdt sig siden.

Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?
Mundtlig fortælling har været og er mit væsentlige levebrød, og som præst i 14 år en del af mit levebrød. Jeg har brugt det i alle tænkelige kirkelige og folkelige sammenhænge især i Skandinavien: Som underviser, præst, lærer og i forbindelse med kursus-virksomhed. Som højskolelærer har jeg bl.a. grundlagt Fortælleskolen i 1995 på Vestjyllands højskole. Men først og fremmest freelance fortæller på skoler, gymnasier, højskoler, sognegårde og åbne scener, også med fortællende forestillinger, bl.a. turnerende Mysteriespil i kirker. Og i børneteatret Balder, for børn fra 7 til 15 år, grundlagt 1978 i Fjaltring.

Har du en foretrukken genre?
Det har især fascineret mig at arbejde med myter, eventyr, og de store europæiske fortællinger, dvs. også de kristne, der har formet det europæiske menneske.

Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?
Det er et svært spørgsmål. Jeg tror den er dramatisk.

Hvad er du optaget af i øjeblikket?
I øjeblikket er jeg optaget af at skabe fortællinger med inspiration fra mit    

eget liv, hvilket er noget helt nyt for mig.

Navn: Brita Haugen
Fødselsår: 1940
Højskolelærer, cand.theol.
Bopæl: Lemvig Frederiksberg

Hjemmeside / mailadresse: www.britahaugen.dk, mail@britahaugen.dk