Månedens fortæller maj 2016

 Månedens fortæller maj 2016 er Anne Mette Nielsen

1. Hvorfor blev du fortæller?

”Du har da vist en ræv bag øret”, sagde min bedstefar til mig, når jeg over eftermiddagskaffen og tigerrouladen fortalte om min dag i skolen. En ræv?! Næe, nok ikke – det ville jeg jo ha’ opdaget, men fortalte historier – det gjorde jeg.

I mit voksenliv blev min bevidsthed om fortællingens væsen og magt vækket af Ingrid Hvass og Anna-Marie Helfer på et kursus om fortælling i folkeskolen. Siden har jeg genfundet, genoplevet og arbejdet med fortællinger, der har rørt mig, givet mening eller har åbnet op for en ny forståelse.

2. Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

Den gode fortælling inviterer til eftertanke. Mon ikke vi alle har oplevet og husker den lærer eller pædagog, som indfangede os med sin fortælling?! Vi husker fortælleren, det fortalte, stedet, stemningen og betydningen – en betydning, der vokser, ændres og skaber mening sammen med os, som lyttede. Det er da fascinerende..

3. Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?

Gemt bag hylder fyldt med alt fra havregryn til hæksakse lyttede jeg hos den lokale købmand til historier om Kræ Pejsens knægt, som slog en opsætsig tyrekalv for panden med en træsko, så benene eksede under den. Hjemme fortalte min onkel, Tivoli Christian, og min far grovkornede fortællinger fra brunkulslejerne om mænd med store muskler og snu kvindfolk, som nok vidste at gøre store mænd små.

Efter jeg i 2005 kom med i fortællekredsen ”Vestjyllands Fortællere”, har min interesse for den mundtlige fortælling fået langt flere dimensioner, som jeg slet ikke er færdig med at udforske.

4. Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?

Jeg fortæller der, hvor fortælling bliver efterspurgt, og min tid er til det.

Derudover bruger jeg i mit arbejde blandt andet med udsatte børn og unge fortællingen som et redskab, der kan åbne op for nye måder at tænke og handle på.

5. Har du en foretrukken genre?

Anton Berntsens forfatterskab har for mig været vejen tilbage til min barndomsdialekt, som af en gammel fortæller og kær ven blev beskrevet som ”rigsjysk”. Nu fortæller jeg oftest på dialekt både af Berntsen og Aakjær, men også egne fortællinger, som jeg har samlet en del af under titlen: ”Med kærlig hilsen fra Fjelstervang og omkringliggende grusgrave”.

For børn og unge fortæller jeg eventyr, myter og fabler.

6. Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?

Jysk, underfundig og nærværende.

7. Hvad er du optaget af i øjeblikket?

Måske er jeg i virkeligheden mere samler af fortællinger end fortæller, og jeg er altid på jagt efter nye. Jeg bliver grebet af menneskers fortællinger, hvad enten de er skøre, skæve eller triste, når bare de fortæller om et liv, der er eller har været.

Lige nu arbejder jeg med (inspireret af Kasper Sørensen) om fortællingen om mit møde med rockermiljøet.

 

FAKTABOKS

Anne M. Nielsen

Født 1961

Nørrevænget 6, Fjelstervang, 6933 Kibæk

Uddannet slagter og lærer – og som autodidakt:

bogholder, advokatsekretær, socialpædagog og andet godt.

Fortæller siden 2005

anne.nielsen38@gmail.com