Månedens fortæller februar 2017

 

Månedens fortæller Februar 2017 er André Andersen

Hvorfor blev du fortæller?

I virkeligheden tror jeg, det startede for alvor, da jeg i 1994 skrev en musical om Scheherazade fra 1001 nat, med undertitlen ”gode historier holder mennesker i live”

ET par år tidligere hørte jeg for første gang om Beyond the border-festivalen i Wales og tænkte ”Kan man virkelig det?”

Jeg har altid brugt fortællingen, enten igennem manuskriptarbejde eller som instruktør til at formidle ting, jeg har haft på hjerte. En dag indså jeg, at jeg også selv kunne fortælle dem i stedet for at bruge energi på at lade andre gøre det. Således startede langsomt en rejse hen imod historiefortællingen.

  1. Hvad fascinerer dig ved mundtlig fortælling?

Jeg elsker, når fortælleren og publikum smelter sammen. Når tilhøreren bliver draget helt ind og starter sit eget maleri for sit indre. At dette er muligt. At du kan formidle stærke og vedkommende meninger og budskaber, pakket ind i en smuk fortælling, og publikum er med dig.

  1. Hvornår begyndte din interesse for mundtlig fortælling?

I 1991 hører jeg for første gang om ”Beyond the Border”-festivalen i Wales og tænker: ”Det vil jeg opleve en dag”. Herefter skriver jeg netop om Scheherazade (læs ovenfor) og filosofien omkring, hvad fortælling kan bringe med sig, opstår inde i mig og slipper aldrig igen.

  1. Hvor og i hvilke sammenhænge bruger du fortælling?

Det er meget forskelligt, men jeg er så heldig, at jeg kan leve af det. Så det bliver i mange forskellige sammenhænge: jeg fortæller både for voksne og børn og alt midt imellem, så de, der vil ha´ en god fortælling, kan som regel også få én, der passer til arrangementet.

  1. Har du en foretrukken genre?

Moderne fortælling. Jeg mener, at vi som fortællere skal udfordre den traditionelle genre noget mere.

Jeg synes, det er for nemt ”bare” at grave i de gamle eventyrbøger og fortælle eventyr traditionelt og støvet. Så ender vi jo bare med at fortælle det samme.  Hvis man vil bruge den gamle traditionelle fortælling, så må man også hanke op i sig selv og give det gamle eventyr et nyt lag, nye farver og en ny smag. Det kan hurtigt blive uoriginalt. Hvis vi mener, at fortælling er en kunstart, er vi også forpligtet til at udfordre kunsten, og det gør man ikke ved bare at gøre, ligesom de gjorde engang, og kopiere andres malerier. Der skal mere til. Uoriginal kunst bremser udvikling.

Jeg foretrækker selv at digte mine fortællinger – og bruger jeg noget materiale, der findes i forvejen, bestræber jeg mig på at give det et personligt præg. Traditionelt kan også fortælles moderne.

  1. Hvordan vil du selv karakterisere din fortællestil?

Lunefuld, underfundig, filosofisk, energisk, intens, humoristisk – og moderne.

 

  1. Hvad er du optaget af i øjeblikket?

Den 19. januar har jeg premiere på en 50 minutters fortælling om Heksejagt i Danmark under reformationen. Den er allerede solgt til 14 biblioteker, fire kirker og et gymnasium, så den er jeg ret fokuseret på at få gjort færdig. Researchen har været utrolig spændende at grave ned i – og hvis du gerne vil læse lidt mere om det kan du evt. bruge dette link:  http://www.andreandersen.info/single-post/2016/11/24/Abejdet-med-en-heksefortælling

 Faktaboks

André Andersen

Født 1967

Bor i 3000 Helsingør

Uddannelse: Ingen

Fortæller siden ....